Efter afslutningen på krigen, hvor "Den tapre Landsoldat" blev hyldet som sejrherre, var den nationale stolthed og forsvarsberedskabet dybt forankret i den danske befolkning. En udbredt følelse af, at et nyt sammenstød om Slesvig og Holsten var uundgåeligt, og at tyskerne måtte have et horn i siden på Danmark, prægede samtiden. Af denne grund var det afgørende, at danskerne var velrustede og klar til kamp.

Som et resultat heraf blev "Centralcommiteen for oprettelse af skytteforeninger" etableret, initieret af kaptajn H. Mønster fra artilleriet, som senere også indtog posten som KS's første formand. Allerede i januar samme år havde han i en artikel i Fædrelandet for første gang luftet idéen om skydesagen for at stimulere interessen for frivillige våbenøvelser i landets sogne.

Hans appel var specifikt rettet mod godsejerne, idet han anså det for urealistisk at oprette en landsdækkende forening med et sådant formål. Den pågældende artikel bar frugt, for blot en måned senere var en komité nedsat, som opfordrede til dannelsen af skytteforeninger overalt i landet med det formål at træne medlemmerne i riffelskydning. Målet var at udstyre danske mænd med evnen til at forsvare nationen.

I selve etableringsåret opstod der 33 skytteforeninger med et samlet medlemsantal på cirka. Tanken om amtsforeninger tog form i, hvor skytteforeningerne samlede sig i 25 amtsforeninger med omkring. I blev "Overbestyrelsen for De Danske Skytteforeninger" dannet, og med tiden blev legemsøvelser inkluderet i programmet, d. Selvom gymnastik nu var en del af pensum, kunne man ikke ignorere en vis utilfredshed i visse kredse med formålsparagraffen, der fortsat bar præg af en stærk forsvarsvilje.

Dette førte i til, at en udbrydergruppe, De Danske Ungdomsforeninger, blev dannet. Ved de allerførste moderne olympiske lege i deltog danske skytter. I de efterfølgende år forsøgte skytterne at vække De Danske Skytteforeningers interesse for disse konkurrencer, men DDS foretrak at fokusere på nationale anliggender. Derfor blev Dansk Skytte Union etableret i for at varetage skytternes interesse for international sportsskydning.

I opnåede gymnastikken reel anerkendelse i De Danske Skytteforeninger, og navnet blev ændret til "De Danske Skytte- og Gymnastikforeninger". Imidlertid havde utilfredsheden ulmet blandt gymnasterne i årevis, og i forlod endnu en gruppe gymnaster organisationen for at danne De Danske Gymnastikforeninger. Omstruktureringen inden for skyttebevægelsen resulterede i, at idrætten fik stigende betydning, og ved et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i fik organisationen sit endelige navn: De Danske Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger.

Efter en udfordrende periode under den tyske besættelse, hvor skydningen gik i stå, våbnene blev konfiskeret, og skydebanerne forfaldt til en miserabel stand, blev skytterne reddet delvist takket være et lån på. I samme år blev der påbegyndt pistolterrænskydninger, efter at pistolskydning allerede i var blevet en del af programmet.

Uenighederne mellem gymnaster og skytter vedblev uændret gennem alle årene, og i løbet af 'erne var debatterne om fordelingen af tipsmidlerne til tider ophedede. Samtidig voksede presset fra andre idrætsorganisationer, da der nu eksisterede tre store organisationer, der beskæftigede sig med gymnastik og diverse idrætsgrene.

Som følge af en sammenlægning af to fremtrædende folkelige idrætsforeninger blev Danske Gymnastik og Idrætsforeninger grundlagt under forkortelsen "DGI". I dag omfatter De Danske Skytteforeninger 28 amtsforeninger med et samlet medlemstal på cirka. Dansk Skytte Union tæller omkring.